Det, du glemte hos barnet

Du befinder dig i naturen. Et sted du er fortrolig med. Tag et par dybe vejtrækninger, mærk dine fødder på jorden.

Vend dig om. Betragt landskabet. Ændret, men trygt og velkendt. Tag dig tid til at mærke - lydene, duftene, vinden, solen… Betragt landskabets forskelligheder, overflader – træer, buske, vand, himmel, skyer…

Bevæg dig igennem landskabet.

Mærk roen.

Du ser nu foran dig en siddeplads. Det kan være en bænk, en træstamme eller noget andet.
Der sidder et barn. Ca. 5-6 år gammelt.
Du står lidt og betragter barnet og går så hen til det.
Det kigger op på dig og du ser, at barnet er dig i din allerreneste, mest uspolerede udgave.
Du sætter dig hos barnet og sammen sidder I og betragter landskabet. Du mærker at barnet lægger sin hånd på din ryg.

Spørg nu barnet: Hvad glemte jeg hos dig, som jeg kunne have gavn af nu?
Lyt til barnet. Tag ordene ind. Uden filter og modord.

I sidder tæt. Der er ikke flere ord.

Barnet rejser sig, giver din arm et lille klem og går.

Du sidder. Mærker ordene, barnet – dig.
Rejs dig nu og gå tilbage ad den samme vej.
Når du er ved udgangspunktet, så tag dig tid til at betragte stedet igen.
Med barnets øjne.

(Historien skabte sig selv under guidning af meditation d. 9. november 2017)

Igennem vores liv bliver vi udsat for kraftig påvirkning udefra. Vi lærer at tilpasse os til en levevis og nogle tankemønstre i tillid til, at så passer vi ind – så er der størst gevinst, så gør det mindst ondt. Desværre glemmer vi her den visdom vi besad da vi startede dette liv. En visdom, som vi kunne have haft gavn af i vores videre liv.

Hvad glemte DU hos barnet?

Leif Nykilde, nov. 2017

Tilbage...